Coronasange

I december 2019 blev de første officielle tilfælde af Covid-19, populært bare kaldet Corona, konstateret. Da vi herhjemme kunne se, at det hele tilsyneladende var et kinesisk anliggende, var der ikke mange almindelige danskere, der lod sig anfægte af sygdommen. Ikke i første omgang i hvert fald!

Men i slutningen af februar 2020 kom den første dansker med Corona hjem fra skiferie i Italien, og 11. marts holdt Statsminister, Mette Frederiksen, en legendarisk tale, hvori hun lukkede Danmark ned.

Furefolk har – ligesom alle andre – frygtet og sørget, men vi prøvede også at lade os inspirere af den nye pandemi. Det er der kommet 16 Coronasange ud af. De beskriver forskellige sider af sygdommens virkninger, og nogle af sangene handler slet ikke om Corona, men alle er skrevet i Coronaperioden marts – juni 2020:

  1. ISOLATION: Den første sang fra 17. marts 2020 hedder “Isolation”. Den beskriver, hvordan glæden over det gryende forår tynges af usikkerhed, frygt og isolation. Hvordan vil det hele udvikle sig? Vi ved endnu ikke, om der i morgen er 1000 døde, om vi mister jobbet, og om det er nok at lukke skoler, grænser og arbejdspladser for at få bugt med sygdommen.

2. Corona: “Corona” er blot og bart titlen på den anden af Furefolks Coronasange. Den fortæller om de første stadier i sygdommens udvikling; fra dens opkomst i det fjerne Kina til forsidenyhed i de danske medier.

3. Endelig aften

Her er en sang, der handler om længslen efter den elskede – godt nok ikke en udpræget Coronasang, men i hvert fald skrevet under pandemien.

4. Den Spanske Syge:

Coronaen er ikke den eneste sygdom i vor tid, der har gjort os frygtsomme og paniske. Umiddelbart efter Første Verdenskrig, 1918 – 20 havde verden besøg af Den Spanske Syge, der krævede over 50 millioner døde – faktisk flere, end der faldt i Verdenskrigen. Det har vi skrevet en historisk sang om.

5. Ting, jeg aldrig fik sagt:

Krisetider er tider, hvor der er plads til eftertanke. Gjorde du det rigtige i dit liv, og hvad kunne du have gjort anderledes?

6. TUNGE TANKER

En sang i samme stil. Krisetider er også tider, hvor man fortryder de hårde ord eller de ubetænksomme gerninger.

7. CYKELSANG:

Nå ja, ok. For at det hele ikke skal blive for tungt, blev der også plads til en munter lille sang om at cykle midt under Coronaen. Turismen i Danmark blomstrede, og mange opdagede, at fædrelandet egentlig var ok.

8. HÅNDSPRIT OG MUNDBIND:

Coronaepidemien gav grobund for en helt ny erhvervs-gren. Værnemiddelindustrien! Mange repræsentanter var hæderlige og seriøse, mens andre foretagsomme iværksættere leverede tvivlsomme produkter, der var garanteret omgående afsætning og sikre fortjenester. Det har vi skrevet en sang om:

9. HJEMMEARBEJDE:

Under Coronaen lærte danskerne, og hele verden, et helt nyt begreb at kende: DIGITALT HJEMMEARBEJDE. Vi opdagede, at man faktisk ikke behøvede at sidde i kø på motorvejen i et par timer for at komme ind i Glostrups industrikvarter hver morgen. Meget kunne klares hjemmefra, hvor man med en kop kaffe foran skærmen kunne samle tankerne til dagens indsats, som Hyrdehunden, Hector, gør det her:

10. PRESSEMØDE:

I stedet for at se forårsblomster og træer springe ud i foråret 2020, kunne man – næsten dagligt – overvære fjernsynstransmitterede pressemøder, der berettede om udviklingen i Coronaepidemien. Vi kom på fornavn med Corona-Lone, Søren, Peter, Mette og Magnus.

11. Er det nu?

Et lille nys, et diskret host – kunne det være tegn på, at du nu var angrebet af ondsindede vira? Tid til at skrive testamente og sige pænt farvel! Alle valfartede til testcentrene, hvor de som regel kunne ånde lettet op med en forsikring om, at et negativt resultat faktisk var positivt!

12. FORDYBELSE

Aldrig har vi været så indadvendte og fået læst så mange gode bøger. Og så var der TV-serierne. Netflix havde kronede dage, og der var masser af tid til Skam, Badehotellet, Rain og alle de andre.

13. FORSAMLINGSFORBUD:

Epidemien bølgede frem og tilbage. Lige som vi troede, at nu var det igen tid til at kysse, kramme og samles, kom der nye polititilhold og ganske voldsomme bøder. Forbudt at samles mere end 10! Heldigvis havde vi Sundhedsstyrelsens direktørs ord for, at Styrelsen gik ind for sex som en trøst i nøden.

14. FYRING:

På trods af kloge støtteordninger kom mange firmaer og arbejdspladser i alvorlig krise og mange måtte dreje nøglen om. Det gik ikke mindst ud over rejseselskaberne og flybranchen, for der var både ud- og indrejseforbud i forhold til en meget lang række lande.

Det var mildt sagt ikke sjovt at i sin bedste alder og være henvist til A-Kasser og Jobcentre.

15. CORONAKRISENS SANDE HELTE:

Tak til alle jer, der knoklede videre, selv om resten af landet frygtsomt gik i hi. Tak til sundhedsarbejdere, politi, kassedamer m/k og skraldemænd – og til de politikere, der fik alt for lidt søvn, mens I arbejdede på at finde de bedste løsninger for os alle!

16. KONSPIRATION

16. KONSPIRATION:

Coronaen nærede en bred vifte af frygt. Var den vaccine, som var under udvikling, nu også sikker, eller indeholdt den også både tungmetaller og måske en lille chip fra overskurken over dem alle, Bill Gates, hvis samarbejde med WHO – som alle tidligere var så glade for – blev lagt grundigt for had. Måske ville Bill styre os alle sammen, så vi købte Microsoft-produkter, eller det, der var værre?